Selvom Don Chadwick har opnået anerkendelse for sit arbejde med nogle af verdens mest ikoniske møbler, er han stadig i gang. Han er stadig i det sydlige Californien. Han smøger stadig ærmerne op. Han finpudser stadig sin proces og skærper sin sans for design. Han har det stadig sjovt.



Han fortsætter med at overveje sine begrænsninger ved at bruge ergonomiske elementer som vippemekanismer, elastomeriske materialer og hjul for at finde på nye design. Han har skabt revolutionerende produkter i næsten 50 år og er stadig en inspiration for industrielle designere og møbelproducenter i hele verden. Hans Modular Seating-design til Herman Miller, som oprindeligt blev introduceret i 1974, blev relanceret på NeoCon i 2015.

Chadwick studerede industrielt design på UCLA i midten af 1950'erne, og hans fokus på møbler blev skærpet, efter at han var med til et foredrag med de berømte designere Charles og Ray Eames. Ti år senere havde han sin egen tegnestue i Los Angeles. Det var et lille rum over en isenkræmmerbutik, hvor han brugte meget af sin tid på at forsøge at promovere sine idéer til producenterne. "Det startede vist i 1972," som Chadwick udtrykker det, da Herman Miller besøgte ham. Han har designet og være med til at designe nogle af virksomhedens mest genkendelige produkter lige siden. Midt i sin spirende (og snart blomstrende) karriere vendte Chadwick tilbage til UCLA for at overdrage sin viden til studerende som professor fra 1976 til 1985.
Chadwick er en ivrig kunstsamler og er tit på museer, og det samme gælder hans design. Aeron-stolen, et ergonomisk ikon, som han designede sammen med Bill Stumpf for Herman Miller i 1994, blev en del af Museum of Modern Arts permanente samling, før man begyndte at producere den.

Chadwick indrømmer, at meget har ændret sig gennem årene, inklusive hans proces. For eksempel er han mere indstillet på de digitale aspekter af design som skitsering på en skærm i stedet for på papir. Men der er én ting ved Chadwicks designproces, som ikke har ændret sig i de 44 år, han har designet: hans nysgerrighed. Ved hjælp af design fortsætter han med at sætte spørgsmålstegn ved designeres og producenters måde at bruge bæredygtige materialer på, for at forbedre, hvordan folk lever og arbejder.
Chadwick og hans kone bruger meget af deres tid på at besøge kunstgallerier eller kigge på nye restauranter i Los Angeles og i udlandet. Han er en ivrig dokumentarist og rejser sjældent uden sit kamera. Hans nuværende favorit er en Sony RX100M3. Han siger om sin fotografering: "Jeg har en tendens til at se på alting. Hvis det er visuelt interessant, har jeg ikke noget imod at optage det. Det behøver heller ikke være smukt."

For nylig tog Chadwick et nyt kig på sit eget og Stumpfs mest vellykkede design: Aeron-stolen. Designeren og Herman Miller samarbejdede i næsten to år for at modernisere næsten alle stolens elementer til nutidens arbejdere. Takket være Chadwicks lederevner er den nye udgave af Aeron rekonstrueret til at give bedre sundhed, justeret for at være mere solid, genovervejet for at få en bedre pasform og finpudset til moderne miljøer.

Siden barndommen har Chadwick fundet inspiration i det fri. Han vandrer stadig rundt i bakkerne i det vestlige LA sammen med sin Grosser schweizer Sennenhund, Stanley, og søger inspirationen til sit næste design, uanset hvor innovativt det er. "Jeg kan stadig mærke spændingen," siger Chadwick. "Og nysgerrigheden. Det er det, der er vigtigt. Hvis du ikke altid ser på tingene og ser anderledes på dem, med en overordnet nysgerrighed, er du ikke længere en designer."

Kontor/studie
Chadwick Studio
Santa Monica, Californien

Priser/anerkendelse
National Design Awards, vinder af produktdesign, 2006
Business Week og Industrial Designers Society of America udråbte Aeron-stolen som Design of the Decade i 2000
Time-tidsskriftet, design: Best of the Decade, Equa-stolen, 1990
IBD Gold Award til Equa-stolen, 1984
IBD- og IDSA-priser for Casegoods, 1980
The Governor's Award, Design Michigan Exhibition, 1977
Award for Design Excellence, ID-tidsskriftet, 1970, 1971, 1973, 1974