I sit studie i New York City er Maira også forsigtig med, hvilke ting hun har omkring sig. Hun vil ikke have noget, hun ikke er vild med. Hendes yndlingsting er blandt andet et strygejern, en opvaskeklud, som en ven har lavet, og stole. "Jeg elsker virkelig stole," siger hun. "Men hvordan definerer man den følelse af, hvad der er vidunderligt ved de ting, man omkring sig?"

Hendes forslag er brugbarheden. "Alle stolene er ikke kun til pynt. Den er til at sidde på og at leve i. I mit studie er alt meningsfuldt, alt er brugbart, og alt har en grund til at være der. En definition af 'godt design' er dets uundgåelighed. I starten er det originalt, men resultatet virker uundgåeligt."

For Maira er brugbarheden en del af arbejdet. "Det lyder overfladisk, men det gælder om at vide, hvordan man bortfiltrerer det unødvendige." Hun lader musik, film og bøger "passere gennem sit liv", og hun bruger tid på at gå og være alene i sit studie. Hun er ikke på Facebook, følger ingen på Instagram og læser ikke avisen. "Jeg er i en kokon, men det er en meget aktiv og livlig kokon. At arbejde, skrive og male er en meditation dagen lang. Jeg har en masse ting, der holder mig adskilt og forbundet på samme tid."

I stedet for at læse avisen hver dag læser Maira Proust. Det blev en vane for hende for mere end ti år siden. "Jeg ville gerne læse hans værker, men jeg havde brug for en slags leder," siger hun. Hun sagde til alle de kvinder, hun kender: "Hvis du har brug for noget, så tal med så mange kvinder omkring dig som muligt, og hvad end du søger, så skal du finde". Det førte til introduktionen og stiftelsen af en Proust-læsegruppe. ”Det tog syv år at læse alle syv bind, men det er rigtigt, hvad de siger: Proust besvarer alle livets spørgsmål. På den måde undgår man anstalten. Hvis du har brug for terapi, så prøv at læse Proust først, og spar et par basseører."

Maira læser dog én ting i dagens aviser. "Jeg læser nekrologerne," siger hun. "De er smukt skrevne minibiografier. Disse historier handler om alle lige fra Bundt-kagens opfinder og overlevende fra KZ-lejre til komponister bag fantastisk musik, og de er meget opmuntrende. Jeg læser dem og siger: 'OK, hvad vil jeg lave?'

På trods af en lang karriere, hvor hun har skrevet og illustreret mere end 30 bøger, lavet 15 forsider til The New Yorker og været med på udstillinger på museer over hele verden, indrømmer Maira, at hun er bange for at starte noget nyt. "Jeg både nyder og frygter at starte," siger hun. Jeg tænker: "Er det interessant? Er det kedeligt? Er det godt? Er det slemt? Sådan har jeg det altid. Og den følelse bør altid være der, for ellers stiller man ikke rigtig spørgsmål."

Maira accepterer de blandede følelser af spænding og rædsel, fordi hun ved, at hun har brug for begge dele for at finde ud af, hvad hun prøver at sige med hvert nyt projekt. Ligesom alt andet i livet hænger de sammen. "Man kan ikke forestille sig skønhed uden sorg, og man kan ikke forestille sig glæde uden tragedie," siger hun.

Der er en dristighed i at skabe noget nyt, som også appellerer til Maira, hvad enten det er en film, et musikstykke, et maleri eller endda en stol. Men hun advarer: "Hvis du prøver at gætte et marked eller forsøger at være en del af en trend, så går det galt. Hvis du fortæller din egen historie, så er der altid nye historier. Det har der bare at være. Ellers er vi fortabt."